Dagsprogram

Dag 1: Billund – Chora Sfakion

Vi mødes til check-in i Billund Lufthavn og sætter kursen mod Kreta.  Efter ankomst til Chania Lufthavn køres vi direkte sydpå til provinsen Sfakia, som ligger på sydkysten af Kreta. Området er meget bjergrigt og domineres af ”De Hvide Bjerge”. Køreturen tager ca. 1,5 time. Vi skal bo i den lille hyggelige by Chora Sfakion, som blot har ca. 250 faste indbyggere.

Undervejs gør vi stop på vingården Dourakis Winery, hvor vi skal nyde en lækker frokost med lokale produkter.

Under frokosten arrangeres der en dejlig vinsmagning.

Efter ankomst indkvarteres vi på vores hotel, Stavris. Hotellet har i mange år været i familien Perrakis eje. Familien ejer endvidere hotellet Alkyon (også i Chora Sfakion) samt et hotel i Frangokastello, som ligger ved en strand en halv times kørsel øst for byen.

Hotellet er sparsomt indrettet, men placeringen midt i byen gør det til et godt sted at bo. Værelserne er rene og pæne uden nogen form for luksus. 7 overnatninger på Hotel Stavris.

Vi spiser aftensmad på en lokal restaurant i Chora Sfakion.

Dag 2: Vandring i Imbros-Kløften

Efter morgenmad kører vi til den lille by Imbros. Her starter vi vores vandretur (8 km) gennem den smukke Imbros-kløft. Kløften kaldes ofte “Lille Samaria”, fordi mange vurderer, at den har samme skønhed som den meget længere Samaria-Kløft.Vandringen er forholdsvis let, da man går nedad hele vejen.

Ved udmundingen af kløften ligger den lille by Komitades. Herfra kører vi tilbage til Chora Sfakion, hvor vi skal nyde en velfortjent græsk frokost.

Resten af dagen bliver der tid på egen hånd til evt. en tur på stranden eller udforske den lille hyggelige by, Chora Sfakion.

Vi spiser aftensmad på en lokal restaurant i Chora Sfakion.

Dag 3: Anopolis og vandring i ”De hvide Bjerge”

Efter morgenmad skal vi igen lidt op i højderne. Vi kører til den lille by Anopolis, og fortsætter helt til enden af vejen, hvor vi finder den meget lille by, Agios Ioannis.

Dette sted er udgangspunkt for vores næste vandring. Vi følger en sti, som går ned imod havet. Undervejs passerer vi et par små kirker. Fremme ved vores mål har vi en enestående udsigt over Det Libyske Hav. Tilbageturen går gennem en dejlig pinjeskov. Vi bliver samlet op af vores busser og kører tilbage til Anopolis. Vandreturen er ca. 8 km

Frokost serveres på Taverne O Platanos. Værtinden Eva vil fortælle lidt om sit og familiens dagligliv i Sfakia.

Efter frokost kører vi tilbage til Chora Sfakion, hvor der igen bliver tid til badning.

Vi spiser aftensmad på lokal restaurant.

Dag 4: Samaria-Kløften – “lazy” vandring

Efter morgenmad sejler vi til Agia Roumeli, som er udgangspunkt for dagens vandring. Vi skal en tur gennem Samariakløften. Hele turen er på 16 km, men vi vælger at gå kun et stykke ind i kløften f.eks. til Jernporten, for derefter at vende om og gå tilbage.

Frokost: Vi medbringer selv madpakker.

Man kan evt. medbringe badetøj, da der er mulighed for at bade på standen ved Agia Roumeli.

Sidst på eftermiddagen sejler vi tilbage til Chora Sfakion.

Vi spiser aftensmad på en lokal restaurant i Anopolis.

Dag 5: KALLIKRATIS – HØJLANDET OG KLØFTEN

I dag skal vi opleve et af de mest øde områder på Kreta. Det er et forholdsvis barskt område – især om vinteren, hvor det kan blive ganske koldt. De få mennesker, som bor her, lever mest af landbrug. Området er et at de mest autentiske områder på Kreta.

Der findes to fine kløfter, som går op til Kallikratis-højlandet: Kallikratis-kløften og Asfenfu-kløften. Begge er ret krævende og hvis man vil gå igennem dem begge to, skal man afsætte ca 12 timer til det. Vi nøjes med at lave en mindre vandring i Kallikratis-Kløften, som bestemt er en besøg værd – 5 km.

Frokosten i dag indtages hos Maria på den lokale Taverna Tármi Tou.

Efter frokost kører vi en smuk tur gennem området og gør foto- og kaffestop undervejs. Vi passerer små maleriske landsbyer og kører igennem den imponerende Kotsifou-kløft, inden vi igen kommer ud til sydkysten.

Vejen tilbage til Chora Sfakion er en meget smuk og varieret køretur gennem små landsbyer langs vandet. Vi passerer bl.a. den gamle tyrkiske borg Frangokastello

Vi spiser aftensmad på en lokal restaurant i Chora Sfakion.

Dag 6: Arahena-kløften – Anopolis

Vi bliver igen kørt til Anopolis og videre til Aradhena-kløften, hvor vi skal på en lille vandretur i kløften. Vi starter med at kigge os omkring i den gamle, forladte by Aradhena.

Vi går ad den gamle æselsti ned i kløften. Vi går et stykke ind i kløften og tilbage igen og op på den anden side. Her finder vi den gamle sti til Anopolis. Fra torvet følger vi vejen op til Agios Ekatharini – en ganske lille gammel kirke, som ligger højt med storslået udsigt over Det Libyske Hav og den lille charmerende by Loutro. Vi går i alt ca. 8 km.

Tilbage på torvet i Anopolis spiser vi igen frokost hos Eva.

Tavernaen har også en fin butik, hvor man med fordel kan købe lækre produkter af egen avl – bl.a. honning, krydderier samt Kretas bedste olivenolie.

Vi spiser aftensmad på en lokal restaurant i Chora Sfakion.

Dag 7: LOUTRO OG VANDRING PÅ FINIX-HALVØEN

I dag tager vi igen båden. Denne gang går vi fra borde i den charmerende by Loutro.

Lige bag ved byen ligger en halvø, hvor der engang lå en større by ved navn Finix. Der findes den dag i dag ruiner fra datidens bebyggelse. Vi går en tur på ca. halvanden time, inden vi er tilbage i Loutro, hvor vi spiser vores frokost på den hyggelige taverna Ilios, som ligger lige ned til vandet.

Efter frokost er der mulighed for en ekstra vandretur langs kysten mod Sweetwater Beach.

Herefter sejler vi tilbage til Chora Sfakion.

Vi skal spise afskedsmiddag på en af de lokale restauranter.

Dag 8: HJEMREJSE

Efter morgenmad sætter vi igen kursen nordpå mod Chania Lufthavn.

Vi kører igen den smukke tur over De hvide Bjerge.