Dag 1: BILLUND/kastrup – PALMA DE MALLORCA – SANT ELM
Fly fra Billund/Kastrup til Palma. Transfer til Hotel Aquamarin i Sant Elm, ca. 1 times kørsel. Vi ankommer til Sant Elm, hvor vi bliver herefter indkvarteret på vores værelser. Hotellet ligger tæt på stranden, Middelhavet og byen.
Byen ligger ved Tramuntanabjergenes sydvestlige hjørne og den kendte vandrerute GR221.
Bjergkæden Tramuntana, der strækker sin lange ryg bag Sant Elm, er fyldt med smukke skatte, der bare venter på at blive udforsket samt nogle helt fantastiske udsigtspunkter. Selve Sant Elm er en lille fiskerby, der byder på lokal charme og desuden overfartsby til drageøen, Sa Dragonera.
Byen har godt 500 indbyggere, der siden 1960’erne har haft turisme som primær indtægtskilde. Tidligere var Sant Elm en traditionel fiskeriby, heldigvis har byen ikke mistet sin oprindelige charme, og måske netop derfor er Sant Elm et så eftertragtet feriemål på Mallorca.
I aftentimerne i Sant Elm vil vi opleve, hvordan der pludselig er mange mennesker i byens gader og omkring byen. Særligt vandrere kommer nemlig hertil, bare for at se solen gå ned bag Sa Dragonera, som kaster former og farver i alle afskygninger af sig. Navnet Sant Elm, kommer af ‘Sant Elmo’ – skytshelgen for fiskerne på Mallorca.
Indkvartering på Hotel Aquamarin i Sant Elm – 3 nætter.
Dag 2: sat elm – Sa Dragonera – Sant Elm
Efter morgenmaden skal vi sejle til Sa Dragonera (Drageøen).
Sa Dragonera er en unik ø og fredet naturreservat udfor Mallorca’s vestkyst. Øen har sit navn efter dens særprægede form som en drageryg. Sa Dragonera byder på enestående natur, frodig vegetation, et rigt dyreliv og små laguner med krystalklart vand. Sa Dragonera har en totallængde på 4 km, en bredde på 1 km og med det højeste punkt på 360 m.
Vi går en flot vandretur på ca. 6 km til fyrtårnet – vi har madpakker med og spiser frokost på turen.
Efter hjemkomst til hotellet er resten af eftermiddagen til fri disposition.
Vi spiser aftensmad på vort hotel.
Dag 3: SANT ELM – COLL DE SA GRAMOLA – SANT ELM
Efter morgenmaden bliver vi kørt til Coll De Sa Gramola, hvorfra vi skal vandre retur til Sant Elm. Vandre-turen er hovedsageligt på GR221 med nogle afstikkere.
Det er en smuk tur i bjergrigt område og vi går hele tiden med flot udsigt, blandt andet over middelhavet. Undervejs kan vi se over til Drageøen. Dagens rute er ca. 12 km. Vi nyder en dejlig tapas på terrassen på vores hotel.
Vi spiser aftensmad på vort hotel.
Dag 4: SANT ELM – ESTELLENCS – BANYALBUFAR
Efter morgenmaden pakker vi bussen og bliver kørt til Estellencs. Estellencs ligger på bjergskråningen over den azurblå kyst i Tramuntana. Byen er kendt for dens stenbelagte snævre gader, dens rustikke husfacader og imponerende stenterrasser, som araberne anlagde til vanding af frugttræer.
Dagens vandretur på ca. 7,2 km går fra Estellencs via Planicia til Banyalbufar.
Vi får frokost på vores hotel Sa Baronia og bliver herefter indkvarteret – 2 nætter.
Vi spiser aftensmad på vort hotel.
Dag 5: BANYALBUFAR – BUNYOLA – VALLDEMOSSA – ESPORLES – BANYALBUFAR
Første stop er Valldemossa, hvor vi går en tur rundt i den flotte by. Det er muligt at købe en kop kaffe. Valldemosa er beliggende imellem Tramuntanas bjergtoppe i 425 meters højde. En lille bjerglandsby hvor de omkring 1.700 faste indbyggere lever et fredsommeligt liv. Byen er uløseligt forbundet med den verdensberømte komponist Chopin, som opholdt sig i byen i år 1838 sammen med sin kvindelige ledsager, forfatteren George Sand.
Frokost i det fri – Julio og Lone serverer picnic.
Efter sightseeing i Valldemossa bliver vi kørt til Esporles hvorfra dagens vandrerute starter. Esporles er en charmerende lille landsby og dagens vandrerute er på ca. 9 km til Banyalbufar.
Vi spiser aftensmad på vort hotel.
Dag 6: BANYALBUFAR – DEIA – PORT DE SOLLERR
Efter morgenmaden pakker vi bussen og kører til kunsterbyen Deia. Herfra skal vi vandre til Cala Deia og videre på ”Malerens rute”. Dagens vandretur er ca. 10 km.
Deia er en meget smuk by, som er bygget på plateauer ned ad bjergskråningerne. Engang var Deia blot en lille bjergby, 210 meter over den stenede kyst. På bjerget Es Puigs skråninger boede kun nogle få hundrede indbyggere i små naturstenshytter med teglstenstage. Indbyggerne arbejdede enten i de terrasse-formede marker, eller sad i skyggen og syede sko eller flettede stolesæder.
Op igennem det 20. århundrede tiltrak den lille by stadig flere ”sære” udlændinge, i form af blandt andet forfattere, billedkunstnere og skuespillere. Blandt andet har forfatteren Robert Graves og kunstneren Pablo Picasso har boet i byen. I dag er Deia naturligvis stadig en lille bjergby, men meget er forandret. Her bor nu små 900 indbyggere, hvoraf hovedparten menes at være udenlandske tilflyttere, hvoraf flere er kendisser, som fx Bob Geldorf, Richard Branson og Sting. Huspriserne er steget voldsomt, så ikke engang de lokale har længere råd til at købe deres eget hus.
Vi stopper undervejs hos Finca Son Mico, hvor vi skal nyde en typisk Mallorquinsk frokost. Hen på eftermiddagen ankommer vi til Port De Soller. Indkvartering på hotel Marina i Port de Soller – 3 nættter.
Vi spiser aftensmad på vort hotel.
Dag 7: Port De Soller – Raixa museum – Binivista – Port De Soller
Efter morgenmaden skal vi besøge et museum som er et storslået landejendom i Tramuntana-bjergene. Raixa er en af de flotteste fincaer på Mallorca, som er blevet genåbnet for offentligheden. I 2001 ønskede den tyske designer Jil Sander at købe og restaurere Raixa, nær Bunyola, men Consell de Mallorca og miljøministeriet trådte til og købte den historiske ejendom for 8,4 millioner euro.
Efter besøg i museum kører vi videre til vingården Binivista. Vingården ejes af Søren Svenningsen.
Søren vil fortælle om hans spændende projekt og vi skal have tapas og vinsmagning.
Aftensmad på vort hotel.
Dag 8: Port De Soller – S’Estaca
Vi kører efter morgenmad igen ud i Tramuntanabjergene.
Vi skal i dag på en spændende vandretur ca. 9 km – og en højdeforskel på 500 meter. I dette område har Michael Douglas sin ejendom. Vi har tillige alternativ rute i dag.
Vi spiser frokost på en dejlig lokal restaurant. Eftermiddagen tid til en badetur.
Aftensmad på vort hotel.
Dag 9: PORT DE SOLLER – PALMA DE MALLORCA – BILLUND
Vi forlader vores hotel sidst på eftermiddagen. Vi kan nyde formiddagen i Port De Soller og spiser frokost på vort hotel, inden vi kører med bussen til lufthavnen.
TILVALGSPAKKE – 4 DAGE I CALA RATJADA
Dag 9-13: Cala Ratjada
Hotel Capricho er vores populære stamhotel på vore øvrige ture til Mallorca. Vi tilbyder forskellige aktiviteter i området omkring Cala Ratjada. Lone og Ole som ejer Adventure Holidays har haft hus her i 30 år .
Pris på tilvalgspakken er kr. 5.000,- pr. person.
Følgende er inkluderet:
- Overnatninger på Hotel Capricho
- Morgenmad og aftensmad på Hotel Capricho
- Transport fra Port De Soller til Cala Ratjada
- Transport fra Cala Ratjada til lufthavnen i Palma
- Vandreture tilbydes hvis dettes ønskes sammen med Ole og Lone
- Tapas på Orient Bar i Capdepera
- Besøg i Del Monde huset hos Ole og Lone
- 1 dansk rejseleder deltager