Dagsprogram

Dag 1: Danmark – Doha – New Delhi

Vi mødes i Kastrup, hvorfra vi flyver via Doha til New Delhi.

Dag 2: New DELHI – AGRA

Vi lander tidlig morgen i New Delhi og kører til Agra. På køreturen til Agra oplever vi både storbyen New Delhi og livet på landet. Vi ser bønderne arbejde i marken og følger produktionen i de små industrier undervejs.

Efter den spændende køretur på ca. 3 timer når vi Agra, hvor vi bliver indkvarteret på vores hotel  – Grand

Mercure i 2 nætter.

Resten af dagen hviler vi ud efter den lange rejse, inden vi skal se Taj Mahal i morgen.

Frokost og aftensmad på vores hotel.

Dag 3: AGRA

Om morgenen skal vi opleve et af rejsens absolutte højdepunkter. Vi skal besøge det imponerende mausolæum Taj Mahal, som stormogulen Shah Jahan lod bygge som det sidste hvilested til sin hustru Muntaz.

Vi ankommer med bus til stedet, og går til fods det sidste stykke gennem parken og hen til mausolæet.

Taj Mahal fremstår fuldstændig eventyragtigt. Vi går en rundtur i området og skal også se den imponerende bygning indefra. Der bliver tid til at gå rundt på egen hånd, så man kan udforske den smukke park og de øvrige fantastiske bygninger, som også hører til selve Taj Mahal-komplekset.

Efter Taj Mahal skal vi besøge et marmorværksted, som har været drevet af den samme familie gennem adskillige generationer. Her bruger man den samme teknik til forarbejdning og udsmykning af marmor, som blev anvendt under bygningen af Taj Mahal.

Frokost på på lokal restaurant.

Om eftermiddagen skal vi besøge Agra Fort (også kaldet Red Fort, Agra). Det er et imponerende fæstningsværk og er ligesom Taj Mahal på Unescos Verdensarvsliste. Vores guide vil tage os på en rundtur i fortet, så vi får et indtryk af den imponerende rigdom og storhed, der fandtes på det tidspunkt, hvor fortet blev bygget.

Aftensmad på vores hotel.

Dag 4: AGRA – New Delhi – Varanasi

Dagen i dag er en rejsedag, hvor vi kører retur til New Delhi for at flyve videre til Varanasi, som er Indiens helligste by.

Efter ankomst indkvarteres vi på vores hotel  – Surya Kaiser Palace i to nætter.

Aftensmad på hotellet.

Dag 5: Varanasi

I dag står vi tidligt op, for vi skal ned til Ganges ved solopgang. Vi sejler ud på floden, og vi kan ikke undgå at bemærke, hvilket liv og hvilken mystik, der udspiller sig. Det er det bedste sted at iagttage hinduismens vigtige ritualer. Langs flodbredden er der bål, hvorpå de døde kremeres, folk bader i floden, vasker tøj og tager helligt vand med hjem.

Vi tager tilbage til hotellet og får morgenmad, inden vi vi skal på udflugt til Sarnath (ca. 10 km), hvilket er et vigtigt sted for buddhistiske pilgrimme, idet det var her, Buddha holdt sin første tale efter sin “enlightenment”.

Sidst på eftermiddagen kører vi igen ned til Ganges for at overvære en speciel ceremoni Ganga Aarti Ceremony. Den udføres dagligt ved solnedgang på trinene ned til floden. Her svinger unge præster store olielamper i takt med rytmisk musik. Der dufter af røgelse, og hele atmosfæren har noget magisk over sig.

Efter ceremonien kører vi tilbage til hotellet.

Aftensmad på hotellet.

Dag 6: Varanasi – Chennai – Mahabalipuram

Efter morgenmad kører vi i lufthavnen for at checke ind til Chennai. Efter ankomst kører vi en times tid og checker ind på vores hotel lidt nord for Mahabalipuram, hvor vi skal bo i to nætter.

Mahabalipuram var under Pahlavi-dynastiet en vigtig havn. Byen har nogle af Indiens bedste badestrande.

Byen har en helt speciel stemning med mange og gode shoppingmuligheder, farverige fiskerbåde og et utal af stenhuggerværksteder. Samtidig er stedet fyldt med spændende templer, der vidner om dengang, Mahabalipuram var stedet for store religiøse begivenheder. De fantastiske, udskårne klipperelieffer og udhuggede monolitter er betagende, og hvorfor dette udendørs museum blev opført under det 6. & 7. århundrede, kan vi kun gætte os til.

Indkvartering på hotel MGM Beach Resort i 2 nætter. Her spiser vi også aftensmad.

Dag 7: MAHABALIPURAM

Vi skal på en bytur i Mahabalipuram, hvor vi besøger de smukke strandtempler – Shore Temples – et charmerende lille tempel fra 800-tallet, som er et af de ældst bevarede templer i Indien. Templet er prototypen på den typisk sydindiske tempelarkitektur, som vi på vores rejse skal stifte endnu mere bekendtskab med. Templet ligger helt nede ved vandet og er i dag beskyttet af store klippestykker og træer for ikke at blive offer for havets bølger.

Vi går gennem landsbyen med de mange granithuggerværksteder, hvor skulpturer fremstilles til brug i templerne.

Vi besøger også “Five Rathas”, templer smykket med udhuggede relieffer, som blev til under det tidlige Pallava-dynasti i 700-tallet. Senere ser vi det imponerende gigantrelief ”Ganges’ Fødsel”, der dækker en hel klippeside og har et mylder af figurer.

Frokost og aftensmad på hotellet.

Dag 8: Varanasi – Sarnath – Varanasi

Vi kører ned langs kysten til Pondicherry, der var i fransk besiddelse frem til 1954.

Pondicherry er en velanlagt by med brede gader, smukke strandpromenader og store villaer i fransk stil. Alliance Francaise gør stadig meget for at holde den franske kultur i hævd.

Pondicherry var også hovedsæde for vedisk kultur i oldtiden og hjemby for helgenen Agastya. I dag er byen også verdenskendt for yogacentre og Sri Aurobindo Ashram, der dagligt modtager mange gæster. De mange bygninger i Ashram’en huser bl.a. tilrejsende pilgrimme, mens andre rummer biblioteker, værksteder og salgssteder, hvor man kan købe fotografier af Aurobindo og ”The Mother”, en fransk kvinde, som blev discipel af Aurobindo.

Inden vi når til Pondicherry besøger vi fristaden Auroville, som er en pendant til vores hjemlige Christiania.

Indkvartering på Hotel Annamalai International – 1 nat

Frokost og aftensmad på vores hotel.

Dag 9: Pondicherry – Kumbakonam

Vi forlader Pondicherry og  forsætter ned langs kysten mod den lille fiskerlandsby Trankebar, der ligger i det sydøstlige Indien i delstaten Tamil Nadu.

Trankebar hed oprindeligt Tarangambadi, som betyder ”The Wave Village” (landsbyen med bølgerne). Men da danskerne i begyndelsen af det 17. århundrede ankom og gjorde stedet til én af deres vigtigste handelsstationer, døbte de byen Trankebar.

I dag er den tidligere danske koloni en af asiens bedst bevarede fæstninger, og det skyldes ikke mindst Foreningen Trankebar, der blev stiftet i 2002 af en gruppe fynboer, som på en rejse til Trankebar var blevet forfærdet over stedets forfald.

Indkvartering på Hotel INDeco Swamimalai – 2 nætter

Dag 10: Trankebar

I dag skal vi opleve Trankebar til fods. Vi går gennem Landporten – bygget af Frederik den 7.  – og fortsætter nedad Kongensgade forbi Rehlings Gård til Det Ny Jerusalems kirke. Står døren åben er det en invitation til messen. Der afholdes stadig evangelisk-luthersk gudstjeneste hver søndag.

Længere fremme ligger Zionskirken, som også er en dansk kirke.

Vi spiser frokost på Bungalow on The Beach.

Vi fortsætter over Paradepladsen til Ove Gjeddes restaurerede Dansborg. På vej tilbage passerer vi den tidligere danske guvernørbolig, som efter kraftigt forfald nu også fremstår smukt restaureret. Vi besøger det lille museum i Dansborg.

Efter tsunamien i 2004 gik Bestseller sammen med Foreningen Trankebar om at kystsikre og genopbygge området.

Vi spadserer ad gader med danske navne som Dronningens Gade, Kongensgade og Guldsmedegade og kører tilbage til vores hotel.

Aftensmad på hotellet.

Dag 11: Kumbakonam – Madurai

Vi forlader nu kysten og kører ind i landet til Madurai, en tur på ca. 4 timer.

Madurai er Tamil Nadus ældste by, og legenden beretter, at gudernes konge Indra for at vise sin hengivenhed mod Shiva opførte dels et tempel til hans ære og dels en lotusformet by omkring templet. På indvielsesdagen velsignede guden Shiva alle med Mathuram – den guddommelige nektar. Deraf navnet Madhurapuri – Madurai. Vi besøger tempelkomplekset for at overvære de spændende ceremonier, der finder sted her. Tempelmusikere sidder på gulvet i en af de store haller, og tilhørere sidder på en forhøjning ved søjlerne. En tempelelefant leder en procession, der følges af en mennesketrukket vogn med et stort fabeldyr overtrukket med sølv og dekoreret med blomsterkranse. Brahminerne modtager offergaver, og processionen bevæger sig med musikken gennem templet.

I Madurai skal vi også besøge det lille, fine Gandhi Museum, der viser Gandhis liv og færden i tekst og billeder.

Indkvartering på Hotel Fortune Pandiyan – 2 nætter.

Frokost og aftensmad på hotellet.

Dag 12: Madurai

Bytur i Madurai hvor vi besøger det store Sri Menakshee tempel. Templet er nærmest en by i sig selv og udgør en labyrint af haller, basarer og bedesteder. De imponerende tempeltårne er udsmykket med et mylder af farvestrålende mytologiske figurer, og kort sagt er det kolossale tempelkompleks i Madurai virkelig et besøg værd. Indgangen til templet foregår gennem de meget høje og rigt udsmykkede porttårne, der er malet i stærke farver. Templet kaldes Menakshee templet, fordi det er indviet til gudinden Menakshee og hendes gemal Shiva. Skarer af pilgrimme og den travle tempelbasar gør templet til et sydende mylder, og ved den nordlige port kan man lade sig kronrage for siden hen at skænke lokkerne til gudinden Parvati. Man kan også få lagt horoskop eller læst hænder.

Andre seværdigheder i Maduari er fyrstepaladset Tirumalai Nayak og den kunstige tempelsø. Madurai rummer også spændende og farverige markedspladser med grøntsager, krydderier, ris, frugt, blomster og tørrede fisk – og om morgenen også kød. Efter besøget i templet tager vi jer med på en ganske særlig bytur – en times tur med cykelrickshaw gennem byens smalle gader og stræder. Farverne og duftene efterlader varige indtryk, ligesom stemningen i og omkring templet er præget af den autencitet og traditionsrige måde, hinduismen udfolder sig på.

Frokost og aftensmad på hotellet.

Dag 13: Madurai – Cochin

Efter morgenmad kører vi i lufthavnen for at flyve til den charmerende by Cochin.

Vi forlader således  delstaten Tamil Nadu og lander i nabostaten Kerala, der er kendt som en af indiens mest frodige og mest udviklede stater. Kerala er lidt mindre end Danmark, men har 38 mio. indbyggere.

Vi indkvarteres på hotel Old Light House – 2 nætter.

Aftensmad på hotellet.

Dag 14: Cochin

I dag skal vi opleve byen Cochin, som er en stor havneby beliggende på Malabar-kysten, og som i mange århundreder var centrum for krydderihandelen. Det var her den første portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama kom til. Byen bærer tydeligt præg af kolonimagter, som Portugal, Holland og England samt af jøder og kinesere. Byen har mange store skyggefulde træer, rain trees, og mange gamle huse i kolonistil.

Vores hotel ligger inde i centrum af Fort Cochin ganske tæt på havet. Vi skal på en byrundtur og besøge Mattancherry Palace, et portugisisk palads bygget i 1555, St. Francis Church, som er indiens ældste europæiskbyggede kirke og den jødiske synagoge. Endvidere skal vi opleve et lokalt vaskeri.

Vi skal på en gåtur langs indsejlingen til havnen og se de berømte kinesiske fiskenet og fiskernes fangst og besøge krydderimarkeder. Der bliver også tid til at nyde en flot solnedgang over havet.

Frokost og aftensmad på hotellet.

Dag 15: Cochin – Backwaters

Efter morgenmaden kører vi sydpå til Alleppey, som er porten til det enorme vådområde “The Backwaters”.

Vi går ombord på en såkaldt husbåd, hvor vi skal tilbringe det næste døgn, og det bliver absolut et af turens store højdepunkter. Vi har fuld forplejning med dejlig traditionel indisk mad ombord. Vi sejler ad et flod-system forbundet med kanaler og ser, hvordan livet udspiller sig langs flodbredden, hvor folk bor, arbejder i markerne, bader i floden, vasker tøj, børster tænder m.m.

På et tidspunkt forlader vi husbåden og stiger ned i små kanoer, så vi rigtig kan fornemme stemningen lige før den betagende solnedgang, hvor palmerne spejler sig i vandet, og hvor fuglene går til ro. Her er bl.a. mange isfugle (kingfisher).

Der er 3-4 værelser ombord på hver husbåd med plads til 6-8 personer – alle i Premium Class. Alle værelser er af god standard med eget bad og toilet. Vi har kun bagage med til 1 døgn ombord. Kufferter bliver tilbage i bussen.

Frokost og aftensmad ombord på båden.

Dag 16: Backwaters – Kovalam

Vi forlader The Backwaters, og skal på en længere køretur sydpå. Vi skal ned til det skønneste sted på den indiske vestkyst, nemlig kyst- og badebyen Kovalam. Her skal vi tilbringe de sidste seks dage. Kovalam er kendt for at have nogle af Indiens bedste strande. Det er et lille turistparadis og har været feriested i over 80 år. Tilbage i 1980-erne kom backpackere og hippier, men nu er det mere det grå guld.

Her findes masser af souvenirshops, metervarebutikker og små primitive købmandsbutikker, men også kunstgallerier, skomagere og lækker frisk frugt. Vareudbuddet langs promenaden og i de smalle gyder er stort. Der er masser at kigge på, og ved den nordlige ende af Lighthouse Beach er fiskerne i gang med deres enorme net. Hver morgen kan vi se dem fiske efter den traditionelle metode med net, der bliver lagt et par hundrede meter ude i havet. Store grupper af mænd trækker nettet ind.

Der findes masser af restauranter med indiske retter, friske fisk og seafood på menuen. Yoga- og Ayurveda-behandlinger er det store hit i Kovalam. Ud over tid til afslapning, shopping m.m. skal vi på udflugter.

Indkvartering på Our Land Beach Hotel – 6 nætter

Aftensmad på hotellet.

Dag 17: Kovalam

Efter morgenmad skal vi ud på en spændende udflugt i tuk-tuk til et udsigtspunkt Eagles’ View, hvorfra man har en fantastisk udsigt ud over kystlinien med alle fiskerhytterne og bådene. Det er endvidere et tilholdssted for ørne. Vi skal også se, hvor langt byggeriet af den nye store containerhavn er kommet. Den skulle efter sigende blive større end Singapores containerhavn. På vej tilbage til hotellet kører vi forbi den gamle fiskerihavn, hvor vi går en lille tur. Vi ser også et par moskeer.

I Kovalam bor Ajeesh, som er en god ven af Adventure Holidays. Han er vores lokale guide under hele opholdet i Kovalam, og han inviterer os hjem på kaffe eller te, så vi kan hilse på hans kone Anitha  og deres to børn Ambadi og Athmika og se deres beskedne hjem.

Frokost på lokal restaurant.

Eftermiddagen er fri til at nyde Kovalam og evt. få massage, bade eller shoppe.

Vi har inkluderet en ayurveda-behandling (massage) i prisen.

Aftensmad på lokal restaurant.

Dag 18: Kovalam

I dag skal vi på et spændende besøg i en kunsthåndværkerlandsby – Kerala Arts & Crafts Village – i nærheden af Kovalam. Vi kører dertil i tuk-tuk. Landsbyen er en samling af små arbejdende værksteder, hvor kunstnere og kunsthåndværkere fremstiller alt fra smykker, kurveflet, tekstiler, skulpturer, træskærerarbejde og meget mere.

Landsbyen ligger  som en lille oase i meget smukke og velholdte omgivelser.

Efter besøget kører vi tilbage til Kovalam og spiser Thali-frokost på hotellet.

Thali er en speciel ret i Kerala og spises ved festlige lejligheder. Maden er typisk vegetarisk og serveres på et bananblad.

Eftermiddagen er som fri til afslapning eller evt. en gang massage.

Aftensmad på lokal restaurant.

Dag 19: kovalam

Efter morgenmad kører vi i tuk-tuk til en nærliggende, smukt anlagt botanisk have, som også fungerer som en slags planteskole. Her findes en særlig afdeling for roser og for bonsai-planter.

Vi går en dejlig tur igennem haven.

Vi kører tilbage til Kovalam.

Inden frokost er det tid til et besøg i det det nyrestaurerede fyrtårn. I dag kan man tage elevator til toppen og nyde den fantastiske udsigt over Kovalam og Light House Beach.

Frokost på lokal restaurant.

Eftermiddagen er fri til at nyde Kovalam, tage på en privat udflugt og evt. få massage, bade eller shoppe. Man kan også slå sig ned på en af de hyggelige barer eller restauranter og nyde en “special tea”, kaffe, te eller is på en rigtig god isbar, hvor de serverer dejlig, italiensk is.

Først på aftenen vil Athmika på 12 år give en opvisning i klassisk indisk dans på hotellet.

Afslutningsmiddag på lokal restaurant

Dag 20: kovalam

Efter morgenmad er dagen til fri disposition. Dagen kan evt. bruges på stranden, på café eller med shopping.

Frokost på en lokal restaurant i Kovalam.

Sidst på eftermiddagen  –  lige før solnedgang skal vi overvære et flot og spændende Kalari-show – en opvisning i indisk kampsport, som bl.a. er baseret på yoga og meditation.

Aftensmad på lokal restaurant.

Dag 21: Kovalam

LIVSNYDERDAG
Dagen er fri til at nyde Kovalam, tage på en privat udflugt og evt. få massage, bade eller shoppe. Man kan også slå sig ned på en af de hyggelige barer eller restauranter og nyde en “special tea”, kaffe, te eller is på en rigtig god isbar, hvor de serverer dejlig, italiensk is.

Middag på lokal restaurant.

Dag 22: Trivandrum – DOHA – Danmark

Kort efter midnat bliver vi hentet på vores hotel og kørt til lufthavnen i Trivandrum.

Vi checker først ud af hotellet kort før afgang over midnat.

Afgang fra Trivandrum mod Doha.

Derefter flyskift og afgang fra Doha mod København.