Dag 1: Billund/Kastrup – Las Vegas
Vi flyver fra morgenstunden mod USA og Las Vegas og ankommer sidst på eftermiddagen lokaltid til Las Vegas. Las Vegas er ”spillebyen” over dem alle. Hovedgaden i Las Vegas hedder Las Vegas Boulevard og kaldes for The Strip. The Strip er ca. 6,5 km lang og her ligger 15 af verdens 25 største hoteller. Der er over 100.000 hotelværelser alene på The Strip.
Las Vegas er kendt for sine utallige hoteller, spillekasinoer og underholdningsshows. Las Vegas er verdens mest oplyste by.
Vi ankommer sidst på eftermiddagen og bliver indkvarteret de næste 2 nætter på hotel Gold Coast.
Aftensmad på vort hotel.
Dag 2: Las Vegas – Hoover Dam – Las Vegas
Vi starter efter morgenmaden med at køre til Hoover Dam. Dæmningen danner en flot prop i Colorado-floden. Kræftværket her har 17 turbiner som yder 4 mio. kwh om året, hvilket normalt skulle kunne række til en by af Las Vegas’ størrelse. Det gør det bare ikke – Las Vegas har brug for meget mere. Vi går over dæmningen og kommer senere op på den nye Hoover Dam bro, hvor vi har en fantastisk udsigt over området.
Omkring middagstid er det tid til at køre til Charleston Outlet. Her findes 150 mærkevarebutikker og det er muligt at gøre en god handel her. Vi har et par timer til rådighed og er det ikke nok – tager man blot selv en taxa hjem til vort hotel.
Resten af dagen er til fri disposition – nyd hotellets dejlige poolområde..
Aftensmad på vort hotel.
Efter aftensmaden tager vi ud i Las Vegas by og på the Strip. Her skal vi opleve stemningen og de fantastiske bygninger såsom Paris, Venedig & springvandet ved Bellagio.
Dag 3: Las Vegas – Valley of Fire State Park – La Verkin
Efter morgenmaden pakker vi bussen og kører mod Valley of Fire State Park. Efter ca. 1 times kørsel nordøst kommer vi til en helt anden verden. Her dukker Nevada’s ældste State Park op med navnet Valley of Fire. Navnet på parken stiller forventningerne højt.
Når solen skinner højt på himlen, så virker det som om hele området står i flammer. Vi skal rundt i Valley of Fire og se flotte stenformationer som ”The Elephant” og vi spiser frokost ved ”de syv søstre”.
Midt på eftermiddagen kører vi fra Valley of Fire mod La Verkin, for at blive indkvarteret de næste 2 dage på hotel Best Western.
Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 4: La Verkin – Zion National Park – La Verkin
Vi kører efter morgenmaden mod Zion National Park som ligger ca. 30 min. kørsel nordpå og ind i staten UTAH. ZION er et gammel hebraisk ord og betyder ”helligt sted” eller ”sted man flygter til”.
Vi ankommer til den spektakulære og farverige Zion National Park med de stejle klippesider. Her starter vi med at køre ind til Zion Lodge for at parkere vores bus. Ved Zion Lodge deler vi os i 2 grupper og tager rundt med parkens shuttle-busser. Vi stopper forskellige steder, for at gå til Lower Emerald Pools, Weeping Rock og den flotte tur langs floden Virgin river – også kaldet for Riverside Walk.
Begge grupper mødes til frokost ved Zion Lodge – og efter frokosten fortsætter vi med at udforske parken. Vi besøger Visitorcentret og har mulighed for at gå den flotte vandretur ”Watchman Trail” på ca. 5 km op til udsigtspunktet. Her har vi en enestående udsigt udover Zion kløften med de stejle klippesider og Virgin River som snor sig gennem dalen.
Sidst på dagen kører vi hjemad for at slappe af – nyde hotellets swimmingpool.
Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 5: La Verkin – Zion National Park – Bryce National Park
Vi kører igen tidligt fra La Verkin for at køre mod den næste Nationalpark – Bryce Canyon. Vi vælger på vejen mod Bryce Canyon National Park, at tage turen op gennem Zion National Park for at se den sidste del af den flotte og meget grønne Zion National Park.
Vi ankommer sidst på formiddagen til Bryce Canyon National Park. Vi kører ind til Sunset Point, som vil være vores base inde i Nationalparken.
Vi gør os klar til at gå ned i Bryce Canyon, og går her en flot vandretur på ca. 4-5 km mellem de røde og gule klipper. Vi går fra Sunset Point til Sunrise Point.
Vi spiser vores frokost ved Sunset Point og nyder den flotte udsigt ud over Bryce Canyon.
Efter frokost kører vores bus os ud til Bryce Point. Herfra vil vi går en meget flot tur på ca. 4 km langs rimkanten tilbage til Sunset Point. Vi nyder her udsigten ud over Bryce Canyon.
Det minder om et kæmpestort ”amfieteater”.
Herefter kører vi til vort hotel Ruby’s Inn, som ligger lige uden for Nationalparken. Vi har her 1 overnatning.
Aftensmad på vort hotel.
Dag 6: Bryce National Park – Grand Canyon National Park
Vi har i dag en køretur på godt 4-5 timer foran os til Grand Canyon National Park. Grand Canyon er en kløft, som er opstået ved erosion, idet Coloradoriver har gravet sig ned i bjerggrunden gennem 5-6 millioner af år. Mægtige Grand Canyon er 446 km lang, op til 29 km bred og ca. 2 km dyb med meget stejle skrænter, som gør den til en af verden største kløfter.
Det er ikke uden grund at rejsemagasinet Adventure World i en afstemning har kåret Grand Canyon som en af verdens syv naturlige vidundere, i øvrigt sammen med Yellowstone National Park, som vi besøger senere på turen.
Vi ankommer til Grand Canyon Village hen på eftermiddagen. Her besøger vi Visitorcentret for at se den flotte Imax film, som National Geographic har lavet om mægtige Grand Canyon.
Vi bliver indkvarteret på Grand Canyon Village de næste 2 dage.
Aftensmad på vort hotel.
Dag 7: Grand Canyon National Park
Fra Grand Canyon Village South Rim har vi i dag mulighed for at komme på vandreture. Vi følger vandreruten ”Bright Angel Trail”. Ruten bringer os ned i den mægtige kløft Grand Canyon.
Vi deler os i 2 grupper: 1. gruppe går til 1,5 miles Resthouse ca. 2,5 timer. 2. gruppe går lidt længere ned i kløften – 3 miles rest eller til Indian Garden. Efter vandreturene tager vi shuttle bussen – den røde rute langs rim- eller slugtkanten og nyder her de flotte udsigter fra forskellige positioner. Vi spiser undervejs vores frokost.
At gå ned i eller langs kanten af Grand Canyon er en særlig oplevelse. Det er et syn man aldrig glemmer. Enestående flot natur som skal opleves og føles på egen krop.
Vi slutter heldagsturen ved rimkanten – for at se solen begynder at gå ned over den mægtige kløft.
Aftensmad på vort hotel.
Dag 8: Grand Canyon National Park – Flyvetur – Page
I dag er der mulighed for at komme ud at opleve Grand Canyon på en ny og spektakulær måde, hvilket er et tilvalg:
• Heldagstur incl. flyvetur & Scenic sejltur på Colorado floden – pris kr. 2.500,- pr. person
Heldagsturen er en unik og fantastisk god oplevelse – hvor alle kan være med.
Vi kommer til at opleve Grand Canyon fra luften (fly – ca. 1 time), sejler på Colorado River. Flyveturen byder på flotte udsigter over Grand Canyon, Colorado River, søen Lake Powell. Vi lander i Page efter ca. 1 times flyvning.
Efter vores flyvetur skal vi på 3 timers sejltur på Colorado River. Efter sejlturen spiser vi vores frokost ved Lees Ferry og stopper på vejen hjem ved den flotte bro ”Navajo Bridge”.
Sidst på dagen kommer vi til Page. Her skal vi ud og gå i Waterhole Canyon med lokal Navajo-indianer guider (ca. 2 km). En meget speciel, flot og farverig kløft, som er dannet ved erosion af vand.
Vi bliver indkvarteret 1 nat på hotel Best Western.
Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 9: Glen Canyon National Park – Monument Valley National Park – Moab
Når vi har indtaget vores morgenmad – pakker vi bussen for at køre ned til det ikoniske og maleriske billede ”Horseshoe bend”. Vi parkerer bussen og går ca. 1 km ud til udsigtpunktet for at nyde den flotte udsigt.
Efter vores formiddagskaffe kører vi til Monument Valley National Park for at spise vores frokost og nyder de flotte monumenter.
Bagefter kører vi mod Moab – en køretur på ca. 2 – 3 timer. Undervejs laver vi et par fotostops ved Mexican Hat og Wilson’s Arch. Vi bliver indkvarteret i 2 dage på hotel Aarchway Inn i Moab.
Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 10: Arches National Park
Fra morgenstunden kører vi mod Arches National Park. Nationalparken ligger ca. 8 km fra Moab by.
Arches National Park har mere end 2000 buer, som alle er naturskabte af sandstensklipper. Arches National Park er absolut et ”must see” når man er på disse kanter.
Vi starter vores dag med at gå op til Delicate Arch – en vandretur på 4,8 km. Delicate Arch buen er parkens vartegn. Den flotte bue – Delicate Arch – er afbilledet på alle nummerplader og er symbolet på staten UTAH.
Vi skal tillige på en lille gåtur til Landscape Arch og Double Arch. Landscape Arch er parkens største bue med et spænd på 93 meter. Vi spiser vores frokost efter gåturen.
Om eftermiddagen fortsætter vi med at udforske området og skal bl.a. besøge buen Skyline Arch
og klippeformationerne The Windows.
Sidst på dagen kører vi tilbage til Moab, hvor der bliver tid til at gå en tur i den hyggelige by.
Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 11: Moab – Dead Horse Point State Park – Salt Lake City
Vi pakker bussen og kører til Dead Horse Point State Park – en tur på ca. 1 times kørsel. Vi stopper ved parkens Visitorcenter og går en flot vandretur på 3-4 km i området til det flotte udsigtspunkt ”Dead Horse Point”,
som State parken er opkaldt efter.
Sidst på formiddagen spiser vi frokost i området og nyder de meget flotte udsigter.
Vi kører herefter mod Salt Lake City, hvor vi ankommer sidst på eftermiddagen og bliver indkvarteret på hotel Hilton. Her har vi 3 overnatninger.
Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 12: Salt Lake City
Efter morgenmaden starter vi med at få indblik i mormonernes verden. Vi går hen til Tempel Square. Her bliver vi modtaget og skal på guidet rundtur. Vi hører historien om Bringham Young, som førte mormonerne fra forfølgelserne på østkysten til det forjættede land i Utah. Vi besøger Visitorcentret og oplever Mormon Tabernachle og kommer forbi det store Mormontempel, som der findes 100 af på verdensplan. Vi bliver introduceret til den religion, som mormonerne lever under. Vi hører om deres regler/kodeks, ingen alkohol, tobak og heller ingen varme drikke – kaffe/the/cacao.
Eftermiddagen fortsætter vi med at kigge nærmere på mormonkulturen. Der vil være mulighed for at komme i ”Family History Library” – hvor man har fokus på slægtsforskning. Her findes kirkebøger fra hele verden.
Vi skal også besøge Utah’s flotte Parlament’s bygning – Utah er delstat nr. 45. En meget flot bygning som er åben for publikum
Aftensmad i Joseph Schmidt bygningen på 11. etage (Rooftop Restaurant) med udsigt over Temple Square og Salt Lake City.
Dag 13: Salt Lake City – Great Salt Lake – Antilope Island – Salt Lake City
Vi kører fra vort hotel mod den største saltsø på den vestlige halvkugle. The Great Salt Lake er på 4.402 km2. Vandet i søen er så salt at man kan ligge og flyde på vandet. Vi fortsætter til den største ø i området – Antilope Island på 109 km2.
Antilope Island er den største af 10 øer i The Great Salt Lake. Vi besøger øens Visitorcenter og nyder udsigten. På Antilope Island findes der ca. 250 fuglearter. Vi kigger efter bisoner og pronghorns.
Herefter kører vi mod Buffalo Point. Her tager vi en lille vandretur op i området for at nyde den fantastiske udsigt samt tage nogle flotte billeder.
Senere på eftermiddagen kører vi igen mod Salt Lake City. Tag en tur op i byen eller slap af på hotellet
Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 14: Salt Lake City – Jackson Hole
Vi starter fra morgenstunden og forlader Salt Lake City. I dag skal vi på en fantastisk køretur op mod Grand Teton National Park. Vi kører igennem områder hvor de første pionerer – ”The Forty-niners” har været og forsøgt at skabe sig en tilværelse. Vi stopper ved Bear Lake, som var en af disse stationer. Vi besøger pioneer museet Oregon Trail Center. Her bliver vi introduceret til denne spændende historie. Vi er nu kommet ind i ”cowboy-land”.
Vi fortsætter mod Grand Teton National Park som ligger i staten Wyoming. Nationalparken er opkaldt efter bjerget Grand Teton, der med sine 4.197 meter er det højeste bjerg i Teton bjergkæden. Det meste af bjergkæden ligger inde i Nationalparken, der har et areal på 1.255 km2.
Teton Range rejser sig stejlt fra dalen Jackson Hole over en strækning på 65 km. Foruden Grand Teton er 8 andre bjergtoppe over 3.600 meter høje. Udover bjergene rummer Nationalparken over 100 søer, hvoraf den største er Jackson Lake.
Klimaet i Nationalparken varierer meget fra sommer til vinter. Om sommeren kan der måles temperaturer over 30 grader og om vinteren kan temperaturen komme under minus 40 grader.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Jackson Hole – en rigtig ”cowboy-by” – hvor vi skal overnatte 2 nætter på Hotel 49’er.
Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 15: Jackson Hole – Grand Teton National Park – Jackson Hole
Vi forlader Jackson Hole fra morgenstunden, og skal kigge nærmere på National Elk Refuge, som er hjemsted for ca. 8000 Elk (kronvildt). Vi kommer senere i dag til at møde amerikanske bisoner og pronghorn på vores vej mod Jenny Lake. Vi besøger en lille kirke, hvor vi nyder den flotte udsigt og synger her vores morgensang.
Vi starter med at sejle på søen Jenny Lake og kan se hvordan gletcherne har dannet Cascade Canyon. Jenny Lake anses for at være et vigtigt omdrejningspunkt i Grand Teton National Park. Her er mange vandrestier og vi skal på en 6 km vandretur gennem de flotte naturscenerier. Eftermiddagen nyder vi i hyggelige Jackson Hole.
Om aftenen skal vi på tur på prærien opleve en rigtig god cowboy stemning. Vi bliver kørt i specielle vogne (chuck-wagons).
Efter besøget på prærien kan vi besøge den lokale Silver Dollar Bar og høre lidt Blue Grass musik
Dag 16: Jackson Hole – Yellowstone National Park – Nedre Loop
Vi fortsætter nu mod den 2. Nationalpark på vor tur som er blandt verdens 7. naturskabte vidundere, nemlig USA første Nationalpark Yellowstone National Park. Parken er 800.000 hektar stor og er på størrelse med Sjælland og Lolland Falster tilsammen. Her findes 10.000 varme kilder.
Hele 95% af Nationalparken er ikke tilgængelig – men ligger som ødemark. Vejnettet i Yellowstone National Park er på 500 km. I Nationalparken er der masser af dyreliv. Vi holder specielt udkig efter sortbjørne, Grizzly-bjørne og ulve.
Vi kører til Yellowstone og benytter Syd-indgangen. Grand Loop Road er den rute som de fleste benytter rundt i Yellowstone Nationalpark. Vejen er formet som et 8-tal. Vi har de næste 3 dage til at fordybe os i den spændende og helt enestående uberørte natur. Vi tager i dag det nedre loop. Måske møder vi store flokke af Amerikanske Bisoner – de har små kalve på denne årstid. Bisonerne er 2-3,5 meter lange og vejer op til 1 tons.
Vores første stop er ved den berømte Old Faithful Geyser. Geyseren springer 21-23 gange i døgnet og der kommer 25.000 liter kogende vand op i en højde af 40 meter. Vi spiser frokost i området ved Old Faithful. Vi skal også se det flotte hotel Old Faithful Inn. Et imponerende flot hotel bygget af træ i 1903-1904. Old Faithful Inn har verdens største trækonstruktion. En fantastisk bygning, som skal opleves både inde- og udefra.
Herefter stopper vi ved Grand Prismatic Spring – hvor mineraler i undergrunden gør, at der dannes flotte farver i vandet.
Sidst på dagen kommer vi til West Yellowstone by. Vi bliver indkvarteret på hotel Crosswinds Inn, her skal vi overnatte 3 nætter. Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 17: Yellowstone National Park – Øvre Loop
Vi bor tæt på West indgangen til Yellowstone National Park – og fortsætter i dag med at tage den sidste del af 8-tallet – det øvre loop.
Vi holder stadig udkig efter bison, proghorn, ulve og bjørnene. Vores første stop i dag bliver Gibbon Falls, et unikt vandfald. Næste stop er ved Norris Geyser Bassin, her findes geyseren Steamboat (verdens højeste aktive geyser, 90 meter).
Vi stopper ved Mammot Hot Springs, som er et stort område af varme kilder på en bakke af travertin. Temperaturen er her på ca. 80 grader og vi kommer til at se et væld af farver (brun, hvid, orange, rød og grøn). Der findes mange vandrestier i området. Vi går en tur på ca. 4 km.
Efter frokost tager vi en afstikker ud til Lamar Valley – hvor vi specielt er på udkig efter bison-flokke.
Er heldet med os – ser vi måske også en sortbjørn eller Grizzly.
Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 18: Yellowstone National Park – Øvre Loop
Efter morgenmaden har vi en aftale med Ulve- og Bjørnecentret i West Yellowstone. Her møder vi en park-ranger (naturguide), som vil fortælle lidt om dyrene på stedet, Grizzly Bjørne, ulve og rovfugle.
Efter besøget i Ulve- og Bjørnecentret kører vi igen ind i Nationalparken. Vi kører til Hayden Valley hvor der findes en ”wildlife korridor”, så det betyder, at vi igen er på udkig efter dyreliv. Næste stop er ved Lower Falls ved Canyon Village.
Ved kommer tilbage omkring kaffetid til West Yellowstone by – hvor der bliver mulighed for at kigge lidt på byen og butikkerne.
Aftensmad på lokal restaurant.
Dag 19: YELLOWSTONE – BOZEMAN – denver
Efter morgenmaden pakker vi bussen for at køre direkte til Bozeman lufthavn hvorfra vi flyver tilbage hjem til Danmark. Vi skal flyve omkring middagstid fra Bozeman til Denver. Flyskifte og vi har kurs mod Amsterdam.
Dag 20: Amsterdam – BILLUND/KASTRUP
Vi ankommer omkring middagstid til Amsterdam. Derefter flyskifte til Billund/Kastrup.