Dagsprogram

Dag 1: BILLUND/KASTRUP – AMSTERDAM – LIMA

Vi starter i Billund/Kastrup fra morgenstunden. Vi ankommer omkring kl. 15.25 i Peru’s hovedstad Lima. I Peru bor der ca. 40 mio. mennesker. Peru dækker et areal på 1.285.216 km2 og er således ca. 30 gange større end Danmark.

Flyvetiden er ca. 12 timer i alt. I Peru ”skruer” vi tiden 7 timer tilbage. Når vi har fået vores bagage, bliver vi kørt ud til Hotel Britania. Et dejligt hotel som ligger i bydelen Miraflores. Her skal vi overnatte de næste 2 nætter.

Aftensmad på vort hotel.

Dag 2: LIMA

Næste morgen efter en god nats søvn skal vi på sightseeing i Lima.

Lima er hovedstaden i Peru og samtidig landets største by med sine ca. 11 mio. indbyggere. Lima er beliggende i provinsen af samme navn. Byen blev grundlagt den 28. januar 1535 af Francisco Pizarro. Byen blev oprindelig kaldt ”kongernes by”, idet man på Hellig Trekongersdag besluttede, at byen skulle grundlægges.

Lima er både en gammel og på samme tid en ny og moderne storby med en flot skyline. Lima ligger meget flot, direkte ud til Stillehavet.

Vi mødes med vores lokalguide, som vil tage os med på en gåtur gennem det flotte og livlige distrikt/bydel Miraflores. Området rummer flere grønne områder og parker, eksklusive boligområder, hoteller, restauranter, barer og moderne shoppingcentre. Miraflores blev et selvstændigt distrikt tilbage i 1857.

Vi tager ind til den gamle bydel for at se vagtskiftet ved præsidentpaladset. Præsidentpaladset ligger på den historiske plads ”Plaza de Armas” med de mange flotte bygninger fra kolonitiden. Her skal vi også besøge katedralen samt byens flotte rådhus. Herefter går vi ned til Plaza San Martin for at spise frokost på et historisk sted med en dejlig restaurant.

Om eftermiddagen skal vi stifte bekendtskab med Huaca Puccllana ruinen, et spændende bygningsværk som blev bygget før inkaernes tid. Aftensmad på vort hotel.

Dag 3: LIMA – CUSCO – ”DEN HELLIGE DAL” – PISAQ

Vi starter dagen rolig med en god morgenmad på hotellet. Herefter checker vi ud – for at tage direkte til lufthavnen. Her flyver vi ind til den flotte inka-by Cusco, som ligger i ”Den Hellige Dal”.

Flyveturen til Cusco er en kort flyvetur, som tager en god times tid. Selve indflyvningen til Cusco by er rigtig flot. Vi lander i Cusco ved middagstid og mærker straks, at vi er kommet i højderne. Cusco ligger i 3.399 m.o.h. Vi møder vores chauffør og lokalguide og kører herefter mod ”Den Hellige Dal.” Frokosten indtager vi under-vejs mod ruinerne i Pisaq. Der er ca. 1 times kørsel fra Cusco til Pisaq ruinerne. En meget flot køretur.

Pisaq-ruinerne ligger i 3.347 meters højde. Her får vi det første indblik i de fantastiske Inkaruiner. Vi går rundt i området, udforsker ruinerne, gravkamrene og nyder de flotte udsigter udover ”Den Hellige Dal”, hvor bjergene er klædt af terrasser.

Vi kører ned på det lokale marked i Pisaq. Pisaq by var engang en vigtig handelsplads for inkaerne takket være den centrale beliggenhed i ”Den Hellige Dal”. Her kan man købe tekstiler, kunsthåndværk og keramik til fornuftige priser.

Vi kører herefter mod vores overnatningssted, byen Urubamba. Byen ligger i ca. 2.900 m.o.h. Byen er opkaldt efter Floden Urubamba, som løber gennem dalen. Hotellet har en fantastisk beliggenhed lidt uden for byen med udsigt til snedækkede bjerge med tinder op til 5.600 m.o.h.

Indkvartering på Hotel Taypikala Valle, hvor vi skal bo de næste 3 nætter.

Aftensmad på vort hotel.

Dag 4: ”DEN HELLIGE DAL” – OLLANTAYTAMBO

Vi er nu i højderne og skal for alvor til at vænne os til det. Vi tager en stille og rolig dag, hvor vi bl.a. skal på en dejlig vandretur i ”Den Hellige Dal”.

Vores lokale buschauffør kommer og henter os. Vi starter med at køre op til Villoq Community, som ligger i ca. 3.700 m.o.h. Her vil vi opleve en befolkning og et samfund på ca. 350 familier, som i alle henseender lever som deres forfædre gjorde. Man er fælles om afgrøderne og arbejder sammen i markerne og dyrker jorden.

Efterfølgende begiver vi os lidt ned fra højderne til Pumamarka’s ruinerne. Her vil vi spise vores frokost og udforske ruinerne. Vi nyder de flotte udsigter over bjergtoppene og områdets afgrøder. Efterfølgende begiver vi os ud på en lille vandretur på 5-6 km nedad bjerget mod byen Ollantaytambo. Her bliver der tid til at se på byens marked eller blot nyde en kop kaffe eller øl på torvet.

Aftensmad på vort hotel.

Dag 5: ”DEN HELLIGE DAL” OLLANTAYTAMBO

Vi starter med at køre til den flotte by Ollantaytambo. Lige bag byen rejser terrasser sig med høje mure op ad bjergsiden. På toppen ligger et af inkaernes forsvarsværker med tilhørende tempel. Inkaerne valgte at placere en by i området, da det var et strategisk vigtigt sted, som forbinder højlandet med Amazonas.

Vi vil oppe fra ruinerne have en smuk udsigt ud over dalen og til det snedækkede bjerg Veronicas med den 5.750 meter høje tinde.

Vi kører mod Maras by. Her gør vi et lille stop ved byens torv. Spanierne brugte i 1600 tallet Maras som base i krigen mod inkaerne. I Maras kan man se på kvinderne, om de har høj eller lav status. En kvinde med hvid hat har højere status end kvinder med brun hat. Efterfølgende kører vi op til Moray, her kommer vi for alvor i højderne. Vi kommer op i ca. 3.700-3.800 m.o.h. og ser hvordan man dyrker jorden. Det er primært kartof-ler, der dyrkes i disse højder. I Peru findes der ca. 3.600 forskellige typer af kartofler. Kartoflerne høstes to gange om året. Vi skal også se de specielle cirkelformede formationer, som inkaerne brugte som en form for laboratorium i forbindelse med dyrkning af jorden.

På vores vej tilbage til Urubamba gør vi et lille stop ved Salineras. Her udvinder man salt. Saltet kommer fra en naturlig kilde i området. Saltet opsamles og sælges lokalt i små poser samt til eksport. Der er mere end 10.000 pools af forskellig størrelse, hvorfra man udvinder saltet. Byerne Maras og Salineras ejer i fællesskab saltområdet.

Aftensmad på vort hotel.

Dag 6: OLLANTAYTAMBO – MACHU PICCHU – AGUAS CALIENTE

Dagen i dag bliver en af de helt store. En dag som vi alle har glædet os og set frem til. Vi skal op til Machu Picchu. Machu Picchu betyder ”gammelt bjerg”, som ligger i 2.350 m.o.h. Machu Picchu blev i 2007 erklæret som et af verdens syv vidundere.

Vi deler os i 2 grupper.

Gruppe 1 (Tilvalg pris kr. 750,- pr. person) går på Inkastien ca. 12 km op til INTIPUNKU – «Døren op til solen». Her nyder vi synet af den velbevarede inkaby Machu Picchu, inden vi går ca. 1,5 km ned til Machu Picchu by.

Vandregruppen spiser tidlig morgenmad på hotellet og bliver kørt ind til Ollantaytambo,hvor vi tager toget og ”hopper af” toget ved KM 104. Herefter begynder vi at vandre op mod Machu Picchu. Vandreturen kræver, at man har ”gode ben” og luft til at gå op ad de mange trin, som turen byder på. Det er en fantastisk vandretur med flotte udsigter, inkaruiner mm.

Gruppe 2 (inkluderet i prisen), som ikke ønsker at vandre, tager toget fra hotellet lidt
senere og bliver kørt ind til Ollantaytambo for ligeledes at tage toget hele vejen op til Aguas
Calientes (tidligere Machu Picchu by). Aguas Calientes betyder ”varme kilder”. Her bliver
gruppen indkvarteret på -Hotel Santuario. Efter en let frokost tager gruppen bussen op til Machu
Picchu og mødes med vandregruppen på toppen af Machu Picchu byen. Når vi sammen har nydt det flotte syn af Machu Picchu, tager vi samlet ned til Aguas Calientes for at hygge os i den flotte bjergby.

Aftensmad på lokal restaurant.

Dag 7: AGUAS CALIENTES – MACHU PICCHU – CUSCO

Næste morgen starter vi med stille og rolig morgenmad på hotellet. Når vi har indtaget morgenmaden, checker vi ud/evt. opmagasinerer vores bagage på hotellet.

Vi tager herefter bussen fra byen op til Machu Picchu for endnu engang at besøge dette vidunder af en Inkaby. I dag går vi ned i ruinerne for at høre historierne om, hvorledes byen er opbygget og sammensat. Machu Picchu er restaureret i forhold til den gang, amerikaneren Bingham fandt og gjorde stedet kendt tilbage i 1911.

Når vi har været rundt i Machu Picchu ruinerne, tager vi bussen tilbage til byen Aguas Calientes. Her spiser vi frokost på en lokal restaurant. Efter frokosten bliver der lidt tid til at kigge på de lokale markeder eller blot gå rundt i byen. Midt på eftermiddagen tager vi toget til Ollantaytampo og nyder endnu engang de flotte landskaber gennem ”Den Hellige Dal”. Når vi ankommer til Ollantaytampo, bliver vi hentet af vores buschauffør, som kører os til Cusco. Busturen tager ca. 2 timer.

Vi bliver indkvarteret på vores hotel Taypikala Cusco – 2 nætter, som ligger tæt ved den gamle historiske bydel og den flotte Plaza de Armas.

Aftensmad på lokal restaurant.

Dag 8: CUSCO

Vi skal på byrundtur i Cusco. Byen var inkaernes hovedstad fra det 13. århundrede indtil spaniernes erobring i det 16. århundrede. Der bor ca. 450.000 indbyggere i Cusco, og byen kom på UNESCO’s Verdensarvsliste i 1983.

Cusco var omdrejningspunktet og hovedstaden i det store Inkarige, som omfattede Peru, Colombia,
Argentina, Bolivia, Chile og Ecuador. Inkariget var det største rige i Sydamerika før Columbus. Inkaerne betragtede byen Cusco som verdens navle. Cusco var hovedstad indtil den sidste Inka-kejser faldt tilbage i 1533.

Vi starter dagen med at blive kørt op til Saysyhuaman ruinerne. Stedet er et monument, som blev lavet for at beskytte byen og vise inkaernes magt. Vi går til et udsigtspunkt, hvor vi har en panoramaudsigt over dalen og Cusco by. På vores vej tilbage til Cusco besøger vi Q’uengo – ”Moder jord templet”.

Vi skal selvfølgelig også besøge inkaernes allerhelligste tempel Santa Domingo Templet. Et vigtigt og betydningsfuldt tempel. Her boede præsterne, og det fungerede som en form for kloster for ypperstepræsterne.

Vi slutter vores byrundtur ved Cusco’s gamle bydel og bliver sat af ved Plaza de Armas. Her skal vi ind og se byens flotte Katedral, som består af ikke mindre end 3 kirker.

Byggeriet af katedralen startede tilbage i år 1560 og varede i ca. 100 år. Kirken er kendt for at være bygget i indtil flere forskellige stilarter, renæssance, gotik og barok mm.

Frokosten er idag på egen hånd i Cusco. Der er masser af små hyggelige cafeer og restauranter i og omkring Plaza de Meza.

Eftermiddagen er til fri disposition i byen. Tag en tur rundt i de små gader eller tag ud og se det lokale San Pedro marked. Her køber de lokale, fisk, kød og grønsager og meget mere.

Der er også andre markeder i byen, hvor man med fordel kan handle diverse souvenirs eller tøj med hjem.

Om aftenen skal vi spise på en lokal restaurant ved Plaza de Armas. Her får vi lejlighed til at se den flotte plads med lys på.

Dag 9: CUSCO – PUNO

Vi står tidligt op for at spise morgenmad. I dag skal vi ud på en lang og meget smuk køretur igennem Andesbjergene ned mod Puno.

Turen er på ca. 400 km og varer ca. 10 timer med diverse stops og frokost undervejs. Vi kører i en dejlig stor bus med panoramavinduer, store bløde sæder og med megen benplads.

Turens første stop er ved kapellet Barroco Andino (Det Sixtinske Kapel), herefter stopper vi ved et lille marked og en flot og velbevaret inkaruin.

Efter frokost fortsætter vi mod Puno og gør et lille stop ved udsigtspunktet Abra La Ray i 4.335 m.o.h. – her er der flot udsigt til gletsjerne. Vi ser også vilde lamaer, som græsser i højderne.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Puno. Byen ligger flot ved Titicacasøens bred i 3.827 m.o.h. og har ca. 200.000 indbyggere, som primært lever af landbrug. Temperaturen er behagelig i dagtimerne, men om aftenen bliver det køligt.

Indkvartering på Hotel Hacienda Puno Plaza, som ligger på byens flotte torv Plaza de Armas. Her skal vi bo de næste 2 nætter.

Vi spiser vores aftensmad begge aftener på lokale restauranter, som ligger meget tæt på vores hotel.

Dag 10: PUNO – TITICACASØEN – SIVØER -TEQUILE – PUNO

Næste dag står vi atter tidligt op for at spise morgenmad. Vi skal nemlig på heldagsudflugt på den store og flotte Titicacasø (Solgudens sø). Titi betyder sol og Caca – gud.

Titicacasøen er verdens højest beliggende sø, som ligger i 3.809 m.o.h. Vandet er altid koldt med en gennemsnitlig temperatur på 9 grader. Søen har en længde på 165 km og en bredde på 71 km.

Den maksimale dybde er på ca. 280 m. Søens areal udgør i alt 8.489 km2, hvilket svarer til arealet af Sjælland og Lolland Falster tilsammen. Titicacasøen tilhører såvel Peru som Bolivia. 60% af søen tilhører Peru og de sidste 40% Bolivia. Der findes mange forskellige fiskearter i søen.

Vores første stop på turen er ved Uros-folket, som bor på ca. 100 små sivøer lidt uden for Puno.

Urus folket betyder ”The daytime people” oversat til noget som kunne minde om ”folk, der lever i dagtimerne”. Uros-befolkningen er en del af den oprindelige Peru befolkning, men er efter tiden med inkaerne mikset med øvrige befolkningsgrupper.

Vi går i land på en af de små sivøer og hører historierne om Uros-folket og om, hvorledes man laver disse sivøer. Har I lyst er der mulighed for en sejltur i en sivbåd til en anden ø, hvor vi kan få et stempel i vores pas.
Det koster $ 10-15 pr. person.

Efter vort besøg hos Uros-folket sejler vi videre mod øen Taquile. Her bor ca. 2.200 mennesker i et lille, og meget lukket samfund. Befolkningen taler Quechua og holder sig mest for sig selv. Der har tidligere været problemer med indavl, da befolkningen sjældent gifter sig med folk udefra (er dog blevet bedre gennem tiderne).

Vi går en flot tur rundt på øen og nyder de flotte udsigter. Vi vil også se efter de lokale kvinder og mænd i deres farverige tøj. Kvindernes tørklæder fortæller os, om de er gift og afsat eller ugifte.

Vi spiser frokost på Taquile på en lokal restaurant og nyder udsigten udover havet.

Efter frokost sejler vi tilbage til Puno. Her ankommer vi omkring kl. 16.30. Herefter er der mulighed for at besøge byens katedral eller gå en tur på byens gågade, som ligger tæt på vort hotel.

Aftensmad på lokal restaurant.

Dag 11: PUNO – COPACABANA

I dag skal vi besøge et nyt land nemlig Bolivia. Efter morgenmaden bliver vi hentet og kørt i bus mod Copacabana. Køreturen er meget flot og tager ca. 3 timer inklusiv fotostop og ophold ved grænsen. Her skal vi udfylde indrejsedokumenter.

Der er en times tidsforskel fra Peru til Bolivia, hvorfor vi sætter urene en time frem, når vi kommer til grænsen.

Vi ankommer ved middagstid til den hyggelige by Copacabana, og bliver indkvarteret på det skønne hotel Rosario del Lago. Hotellet ligger flot med udsigt til Titicacasøen. Her skal vi bo de næste 2 nætter.

Copacabana har lagt navn til den berømte strand med samme navn i Rio de Janeiro.

Vi spiser en let frokost på hotellet. Om eftermiddagen går vi ned til Titicacasøen og herefter op i byen for at se på livet og markederne.

Vi skal også se byens flotte Basilica ”Jomfruen af Copacabana”, som ligger på torvet. Basilicaen var hellig for inkaerne og benævnes også som ”Solens Tempel”. Ved Basilicaen kommer de lokale indbyggere og får døbt/ velsignet deres biler. Et sjovt skue at se på.

Bagefter er der mulighed for selv at gå rundt i byens mange små gader eller gå en tur ned til Titicacasøen og finde et lille hyggeligt sted.

Der bliver også mulighed for at gå en lille tur op til byens udsigtspunkt for at nyde udsigten og solnedgangen over Titicacasøen. En tur på ca. 200 højdemeter.

Aftensmad på vort hotel.

Dag 12: COPACABANA – ISLAND WITH THE SUN – COPACABANA

Vi skal ned til Titicacasøen, hvor vi går ombord på en båd, som tager os med på en rigtig flot sejltur.

Når vi ankommer til Soløen, begiver vi os ud på en flot vandretur på øen på ca. 2-3 km, hvor vi besøger nogle af de gamle ruiner. Vi oplever de mest fantastiske udsigter på vores gåtur på Soløen. Vi besøger også Inkaens have, hvor der er to flotte figurer af den første inkakejser samt hans hustru.

Vi skal nyde vores frokost på lokal restaurant med udsigt over til måneøen, som ligger med snedækkede bjerge i baggrunden. Måneøen ligger ca. 6 km fra Soløen. Her vil vi møde værtsparret, som har skabt et helt enestående sted.

På Sol- og Måneøen startede hele Inkahistoren. Solen – INTI – sendte sin søn ned til Soløen.

På samme tidspunkt sendte månen sin datter ned til Måneøen. Således blev den første Inka-kejser født.

Efter vores frokost sejler vi til Måneøen for at se ruinerne og høre historien om Måneøen.

Hen på eftermiddagen sejler vi tilbage til Copacapana. Her bliver der tid til at slappe af og hygge sig nede ved Titicacasøens bred.

Aftensmad på vort hotel.

Dag 13: COPACABANA – LA PAZ

Efter et dejligt morgenmåltid tager vi afsked med Copacabana for at køre mod La Paz.

Køreturen fra Copacabana til La Paz er på ca. 150 km. Vi laver fotostops undervejs og nyder de flotte udsigter. Vi skal krydse Titicacasøen på søens smalleste sted, som kun er 800 m. Her skal vi af bussen og sejle over i små både.

Hovedstaden i Bolivia er i henhold til landets forfatning eller grundlov byen Sucre. Højesteret ligger i Sucre. Præsidentboligen og Parlamentet ligger i La Paz, hvorfor La Paz ofte kaldes for ”Den administrative hovedstad” i Bolivia.

La Paz by blev grundlagt i 1548 af spaniolerne. La Paz betyder ”Fredens by”. Dette til trods for, at der har været ikke mindre end 19 revolutioner gennem tiderne. La Paz ligger i ”en gryde” i en højde på 3.640 m.o.h. Over byen ”troner” det flotte Lllmani-bjerget, hvis tre tinder altid er snedækket. Bjerget er 6.438 m.o.h. og kan ses fra alle steder i byen. I La Paz bor der inklusiv forstæderne ca. 3 mio. mennesker.

Når vi ankommer til forstaden eller søsterbyen El Alto, stiger vi af vores bus. Vi tager herefter gondol-banen herfra ind til vores hotel. Gondolbanen er La Paz svar på de fleste storbyers undergrundsbaner. Det er en superflot og meget nem måde at ankomme til centrum af La Paz på. Her får man virkelig et godt billede og indtryk af, hvorledes byen ligger i en form for ”gryde”.

Fra gondolerne får man ligeledes et fantastisk view på det flotte Lllmani bjerg med sine tre tinder, som alle er dækket af evig sne. Gondolsystemet er helt unikt og kommer fra den kendte producent Dobbelmayr i Østrig. Gondolerne hænger sammen i et trafiknetværk og transporterer mange af byens borgere rundt i byen.

Vi bliver indkvarteret på Hotel Rosario  – La Paz, hvor vi skal bo 1 nat.

Vi spiser en lidt sen frokost på dejlig restaurant. Herefter kigger vi lidt på byen og besøger udsigtspunktet “Killi Klli”

Aftensmad på vort hotel.

Dag 14: LA PAZ – lima

I dag har vi endnu en lang og spændende dag foran os.

Efter gårsdagens byrundtur i La Paz by – så har vi hele formiddagen til fri disposition foran os. Her vil der være mulighed for at besøge det lokale indianermarked og opleve stemningen her. Her er det muligt at købe vævede tæpper fra højlandets fjerneste afkroge, punge, tasker og meget mere. Gadesælgere som vil prakke os alle mulige former for souvenirs på. Der vil være mange mennesker på markedet.

Heksemarkedet ligger sammen med indianermarkedet, her vil vi opleve, hvorledes de lokale kommer og køber alt muligt, såsom lamafostre mm, som de ofrer til diverse guder for at få al muligt held og lykke med deres husbyggeri.

La Paz er kendt for byens mange forskellige markeder.

Vi får lunch-box med fra vores hotel og kører omkring middagstid ud til lufthavnen for at flyve til Lima.

Når vi ankommer til vores hotel i Lima hotel Britania i bydelen Miraflores  – 1 nat – så spiser vi en sen og let gang aftensmad.

Aftensmad på vort hotel.

Dag 15: lima – Amsterdam

Efter morgenmaden tager vi på en lille tur rundt i nærområdet, og vil her besøge det flotte grønsags- og frugtmarked. Her sælges der også ost, fisk og skaldyr samt kød.

Herefter går vi ned til Stillehavet og byens flotte indkøbscenter Larco Mar for at spise vores afskedsmiddag/frokost. Den indtager vi på den dejlige restaurant Mangos med udsigt over Stillehavet og de mange surfere og paraglidere.

Vi bliver hentet efter vores frokost og kørt ud til lufthavnen for at flyve hjem til Danmark.

Dag 16: Amsterdam – BILLUND/Kastrup

Vi ankommer til Amsterdam ved frokost tid og skifter fly.

Vi ankommer til Billund/Kastrup omkring kl. 18.00.